htg-nyt
Interview med Kira Marie Peter-Hansen
Læs med når vi interviewer Kira Marie Peter-Hansen fra SF
Til Europa-parlamentsvalget tidligere i år var der både fiaskoer og succeser, men det er svært at komme på nogen kandidat, der havde større succes end Kira Marie Peter-Hansen fra SF, der fik det største antal personlige stemmer, og som blev hylet som en rockstjerne af sine partifæller. Redaktionen på skolebladet er kommet i kontakt med hende, og har fået lov til at sende hende nogle spørgsmål, som hun så er kommet med svar på.
Hvad fik dig ind i politik?
Der var flere ting, hvor jeg kunne mærke, jeg var utilfreds med status quo, eller jeg ikke synes, vi behandlede vores medmennesker godt nok. Derfor besluttede jeg til sidst at prøve at gøre en forskel og arbejde for at forholdene skulle ændre sig.
Kira Marie Peter-Hansen
Begyndelsen til Kira Marie Peter-Hansens karriere indenfor politik kan findes i SF Ungdom, som hun var aktiv i som ung. Hun kom ind i Europa-Parlamentet i 2019 med hele 15.765 stemmer - et tal, der dog steg noget voldsomt, da hun atter en gang stillede op her i 2024, hvor de femtusind stemmer pludselig var blevet til 178.438 stemmer.
Hvordan har stemningen i partiet været op til Europa-parlamentsvalget (og så efterfølgende)?
Stemningen i partiet har været rigtig god op til Europa-Parlamentsvalget, men selvfølgelig også efter, at vi fik så godt et resultat. Det er altid fedt at kunne få lov til at fortælle så meget om sin politik og sine drømme for Europa. Jeg var glad for at se, at mange heldigvis kunne se sig selv i det.
Kira Marie Peter-Hansen
Hvordan føles det at have fået så stort et antal personlige stemmer?
Det føles selvfølgelig altid godt, at der er mange, der stemmer på en og ens parti – men jeg er meget opmærksom på, at det kommer med et ansvar. Nu skal vi omsætte stemmerne til grøn, solidarisk politik i Europa.
Kira Marie Peter-Hansen
Hvad har været det mest inspirerende / største øjeblik i din tid som politiker?
At være chefforhandler for hele EU’s ligestillingslov om lønåbenhed var enormt spændende og inspirerende. Her fik jeg lov til at gøre en forskel for flere hundrede millioner mennesker. På et personligt plan kunne det også være det at komme i Europa-Parlamentet som den yngste nogensinde i 2019 og derefter være den, som fik flest personlige stemmer ved valget i 2024. To meget store øjeblikke for mig.
Kira Marie Peter-Hansen
På din hjemmeside står der at du blandt andet vil kæmpe for et grønnere EU - hvordan går det med det - og synes du generelt at EU har bevæget sig længere over mod noget grønt, siden du selv blev medlem af parlamentet?
I den seneste mandatperiode fik vi gennemført rigtig meget på klimaområdet, og vi nåede meget længere, end mange havde frygtet og forudset. Europas Green Deal blev vedtaget, og vi fik en europæisk klimalov. Der blev erklæret nødsituation for klimaet. Det er alt sammen tiltag, som skubber på den grønne omstilling af EU og Danmark. Jeg er meget spændt på, om vi kan få lov til at forsætte med at samle flertal bag ambitiøs klimapolitik. Det håber jeg.
Kira Marie Peter-Hansen
Europas Green Deal er en plan om at gøre hele EU klimaneutralt inden 2025, som nok må være en af de mest ambitiøse klimahandleplaner i øjeblikket. Det skal blandt andet gøres igennem store investeringer i vedvarende energi, der skal sikre at udslippet af drivhusgasser vil falde med 55%.
Kan du komme med nogle gode argumenter for hvorfor en almindelig gymnasieelev skulle interessere sig for hvad, der sker nede i EU?
EU er en utrolig vigtig politisk institution, fordi det er et forum, hvor alle EU's 27 medlemslande sammen kan finde løsninger på vores fælles problemer. Det gælder alt fra områder som klima, arbejdspolitik og flygtningepolitik.
Desuden rummer EU en masse gode muligheder for alle dets borgere. F.eks. kan man komme på udveksling i et andet EU-land, når man læser på universitetet eller blive behandlet for akut sygdom på rejsen. Det er der, vi lægger grundstenene til, hvordan vores verden og hverdag ser ud om 20 år. Og det er den, vi skal leve i, og derfor synes jeg også, vi bør interessere os for, hvordan den kommer til at se ud.
Kira Marie Peter-Hansen
Regner du med at fortsætte med EU politik i mange år endnu?
Jeg holder utrolig meget af mit arbejde, så det håber jeg helt sikkert! Jeg mener virkelig, at EU kan gøre en kæmpe forskel for os alle sammen, og jeg vil meget gerne være med til at skubbe på for en bedre europæisk fremtid.
Kira Marie Peter-Hansen
Sidste spørgsmål: Vil du anbefale politik til den unge generation?
Jeg vil altid anbefale politik til den unge generation! Det er vigtigt at få flere unge folkevalgte, og at unge interesserer sig for politik. Vi skal have flere unge stemmer ind i Bruxelles og på Christiansborg, så vi har nogle, som kan repræsentere vores generation.
Kira Marie Peter-Hansen