Vindene stod rigtigt og solens stråler var fremme, da gymnasiets elever atter en gang samlede sig ved kantinen til HTG-samling den 19. Marts. Stemningen var god, måske lidt for god. Folk havde det nemlig lidt svært ved at sætte sig ned, men så snart billedkunstlæreren Vibeke dukkede op, manifesterede begejstringen sig væk fra at være noget kaotisk rod og over til at være interesse og koncentration over for hvad der skulle til at blive sagt på scenen… sådan da i hvert fald.

Vibeke startede samlingen ud med atter en gang at opfordre eleverne til endelig at byde ind med noget, hvis de gerne ville sige noget til forsamlingen. Og det gælder stadig også, når denne artikel bliver udgivet.

Så gik hun videre hen til at fortælle en spændende baggrundshistorie om Kaj Munk, manden som både havde været nazist og modstandsmand (selvom der ikke blev talt så meget om det til forsamlingen), og som både havde med kvarts og anemoner at gøre, og desværre også Lolland. Historien var da også relevant (og ikke kun for hyggens skyld), da det havde noget at gøre med den sang, som vi skulle til at synge. Nemlig Kaj Munks digt "Den blå anemone”. Alle (næsten alle, i hvert fald) fandt deres bedste sangstemme frem, og i et kort øjeblik virkede alt harmonisk (i et meget kort øjeblik, faktisk, det gik ret hurtigt over.)

Bagefter vi havde sunget forlod Jan sin faste plads ved klaveret (sikke et chok, jeg ved det), og gik op på scenen, for så at fortælle en meget beundringsværdig historie om sangskriverworkshop, hvor flere elever helt tilbage før juleferien havde præsteret at komme op med tre originale sange, som vil blive vist i løbet af årets næste og desværre sidste tre HTG-samlinger (inklusiv denne, selvfølgelig).

Hvis det ikke skulle være løgn fik vi endda lov til at høre en af dem (med titlen “Fools”, som Jan sagde med en meget uhyggelig stemme). Men man skulle nok have været der, hvis man rigtigt skulle have glæden af at nyde den, for det kan være ret svært at overføre en sang med dets instrumenter og melodier til ren tekstform. Du må bare stole på mig når jeg siger, at det altså var iørefaldende og lød yderst professionelt.

Efter at have hørt sangen, gik Jan ned til sin comfort zone igen (altså hans plads ved klaveret), men blev pludselig udfordret af Vibeke, som befalede at han opgav navnene på de elever, som havde lavet sangen. Men Jan nægtede (da forfatterne ifølge ham gerne ville forblive anonyme), og forsamlingen kunne så fortsætte, selvom Jan nok bliver nødt til at låse hans dør fremover.

Skolebladet blev også nævnt (det som du læser lige nu, hold da op), og hvilken afslutning det var! Man kunne også godt mærke på publikummet, at skolebladet er noget, som kan sætte sindene i kog, eller også er folk bare høflige... der blev i hvert fald klappet!

Og det var sådan forsamlingen sluttede. Det var ikke den længste forsamling til datos…