I uge 15 var 2.s på studietur i Athen. Og siden det er den klasse jeg går i, så fik jeg også lov at komme med på rejsen - jubi! Det var en fed tur med mange gode oplevelser og gode udsigter, men det kunne alle og enhver jo sige! Så nu vil jeg altså forsøge at tage jer med til varme solrige Grækenland.

I det vi træder ud af flyet - nej, faktisk allerede da dørene til flyet åbnes - kan det tydeligt mærkes på luften, at vi ikke længere er i Danmark. Det miljø vi træder ud i, er ét, hvor varmen fra solen på den blå skyfri himmel virkelig kan mærkes. Ét med bjerge i horisonten, nærmest ligegyldigt hvor man kigger hen. Jeg har langærmet på fra da vi var i Danmark, men nu kan jeg godt mærke, at det ikke går længere. Og med det samme forstår jeg også hvor vigtigt det er at få solcreme på.

Klassen ankommer til pladsen Monastiraki i centrum af Athen efter at have gået langs mange smalle gader med fremmed arkitektur og forvirrende fodgængerovergange. Nogle af gaderne er hyggelige med masser af spændende butikker eller restauranter, og er desuden pænt pyntet op med flerfarvede lys eller græske flag hængende over hovedet på én samt planter overalt, inklusive frodig plantevækst på mange af butiksvæggene. Andre gader er nedslidte og præget af graffiti, med krakelerede skraldefyldte fortov og næsten udviskede fodgængerfelter…

Men nu er vi altså i den fede del af Athen - det ved jeg så snart jeg træder ind på pladsen, for pludselig kommer klippen Akropolis til syne med dens gamle græske templer på toppen. Det er lidt af et chok for mig, for jeg troede først at jeg ville få den at se i morgen, hvor vi skal derop sammen. Men der er den altså. Og så snart jeg får rettet blikket væk fra Akropolis, begynder jeg også at lægge mærke til alle de andre seje bygninger ved pladsen, og at der er virkelig mange folk der går rundt… Og nærmest lige så mange duer.

Endelig er vi på toppen af Akropolis, omringet af de mange templer - både store og ”små”: Parthenon, Erechtheion, Nike-templet… Overalt står folk og tager billeder af templerne og af udsigten fra toppen. Selvom jeg har taget mine vandresko på, har jeg allerede ondt i fødderne efter både at have gået rundt i den antikke Agora, som er en stor plads med mange antikke ruiner og andre fund, og i Akropolismuseet, som… ja, er et museum omkring Akropolis. Men jeg må altså indrømme, at jeg hellere vil stå hvor jeg står lige nu, end at være på museum.

Og så havde jeg allerede fornemmet det da jeg så Parthenon fra jorden af, men i det jeg står lige foran templet, slår det mig virkelig hvor stort det egentlig er med de høje og tykke doriske søjler. Samtidig er solen vildt skarp, og hvis ikke jeg havde solbriller på, ville det hvide marmor nærmest gøre ondt i øjnene at se på. Men solbrillerne og kasketten er kommet på for længst, for der har været rigeligt med antikke templer og teatre at skulle kigge på i dag.

Sammen med resten af den lille udmattede flok, som besluttede sig for at gå direkte hjemad fra Akropolis, går jeg langs en hyggelig nedad-skrånende gade, som bestemt ikke mangler turistbutikker med diverse udvalg af magneter, bittesmå græske skulpturer og blå øjne-amuletter. En gang imellem må vi rykke ud til siden så en bil kan køre forbi, selvom man skulle tro at gaden var alt for smal til det. Vi stopper ved nogle få af butikkerne for at se på souvenirs, og lidt længere nede af gaden stopper vi så helt og sætter os i skyggen for at tage en pause.

Der sidder jeg og drikker en Capri Sun og spiser min chokoladebar, som ikke har bevaret særlig meget af sin rektangulære struktur efter at have ligget i varmen i min sorte turtaske hele dagen… Min klassekammerat, som sidder lige ved siden af mig, snakker om hunde og om hvordan gravhunde er den farligste hunderace, men jeg hører kun halvt efter... Og det er altså fordi jeg er udmattet, og ikke fordi jeg hader min klassekammerat eller sådan noget.

Fra toppen af det Panathenæiske stadion er udsigten nice. Det er selvfølgelig ikke det samme som når man er helt oppe på Akropolis, men til gengæld er der nærmest ingen folk her. Og det betyder også, at der altså havde været mulighed for at løbe en omgang på den næsten-tomme løbebane, da mine klassekammerater og jeg var dernede for et par minutter siden. Og den lejlighed benyttede vi os af, hvilket betyder at jeg stadigvæk er forpustet og har det vildt varmt.

Og så hjælper det ikke, at i dag nok er den varmeste dag på rejsen. Af den grund har jeg selvfølgelig sørget for at smøre solcreme på flere gange i løbet af dagen. (Min hud er skrøbelig…) Men det er det hele værd, for i dag har virkelig budt nogle gode oplevelser: et besøg på det Nationale Arkæologiske Museum (som efter min mening var mere spændende end det andet museum), en lækker omgang street-gyros til frokost, og så en tur i den park der ligger lige ved stadionet, som havde virkelig skøn natur med både skildpadder og appelsintræer.

Siden det er den sidste fulde dag på turen før vi tager hjem i morgen formiddag, spiser vi alle sammen fælles aftensmad ved en restaurant, der ligger lige i nærheden af den antikke Agora og derfor også Akropolis. Lige da vi kom var det stadig ret lyst udenfor, men da det så blev mørkt nok, begyndte medarbejderne at tænde lys rundt omkring på alle bordene. Derudover tændte lyset i Akropolis, som jeg og flere af mine klassekammerater selvfølgelig måtte have billede af.

Men nu når vi alle har spist vores mad færdig, begynder jeg og flere af mine klassekammerater at transformere den ellers-så-hyggelige stemning, lysene bragte til bordet, om til noget <i>uhyggeligt</i>.

Hende, som sidder til højre for mig, begynder med at fortælle en gyselig historie om nogle elever, der var på studietur i Athen. Derefter fortæller ham, som sidder til venstre for mig, en historie om drengen der blev lavet om til en lasagne på grund af hans egen stædighed. Og så fortæller jeg min historie om en dreng, der lige så langsomt blev transformeret til en ananas. Men vi bliver derefter alle enige om, at lasagne-historien var den bedste.

Det har selvfølgelig været en god tur, men alligevel går jeg her i lufthavnen og tænker: ”Endelig er vi på vej hjem igen!” For sengene på hotellet var sgu lidt hårde… Men fordi lærerne har husket forkert i forhold til hvor vi skal være henne i lufthavnen, bliver vi nødt til at lave en 180-graders drejning og gå den anden vej.

Men det er intet problem! Derefter går alt stort set som smurt i lufthavnen og i flyet på vej hjem, og i Danmark bliver vi budt velkommen af totalt trist gråvejr, som jeg helt havde glemt fandtes da jeg var i solrige Athen. Men sådan er det jo.